Progress

Pyha, jeg er virkelig eksamenstræt idag. Jeg endte med at sidde og skrive eksamensopgave til kl. 23 igår, så jeg er godt medtaget idag. Jeg mangler desværre stadig en smule, så jeg slipper ikke idag. Det er “heldigvis” mest rettelser, men det synes jeg personligt også er det værste. Hvis der er noget man slet slet SLET ikke gider efter at have siddet intensivt og skrevet en lang opgave, så er det at gennemlæse den for fejl.

IMG_8430

Nok om eksamenssnak. I forgårs var jeg ude og købe nye løbesko samt løbetøj til min far, da vi har fremtidsplaner om at gennemføre Berlin Marathon sammen. Det er SÅ skønt at min far er blevet så glad for at træne, og jeg har nu fast i 7 mdr. trænet 4-6 gange om ugen med ham. Ud over at cykle og styrketræne, svømmer han også. Nu vil han tage skridtet videre, og har derfor besluttet sig for at løbetræne. Og jeg har selvfølgelig sagt ja til at være hans coach. Imorges blev hans nye løbesko indviet med en lille løbetur på 5 km. Det passede mig helt fint, da jeg stadig har lidt trætte ben fra CPH marathon i søndags. Vi tog det stille og roligt og skiftede mellem at gå og løbe. Der er stadig lang vej til at han kan komme op på de 10 km, men hvor der er vilje er det vej – så lur mig om vi ikke til næste år sidder i et fly på vej til Berlin, for at gennemføre Berlin Marathon ;-)

Silence before the storm

Der er lidt stille på bloggen for tiden, og det vil der nok også være de kommende dage. Det skyldes at jeg sidder og knokler med eksamen. Og trust me, jeg magter virkelig ikke mere. Man skulle tro at man efter 2 år på universitet er blevet bedre til at håndtere eksamensperioderne, eftersom man ikke laver andet – men det er man ikke. Jo tak, man er da blevet bedre til ikke at “stresse” på samme måde, og mere afslappet, men det har medført at man nu skal sidde med det hele i sidste øjeblik. Jeg har to skriftlige opgaver der skal afleveres lige efter hinanden, og jeg har lavet læseplan og det hele, men om jeg følger planen, nej det tror jeg ikke. Jeg kører i dette øjeblik på 10 time inde på mit fars kontor og skriver på livet løs. Og vil aller helst bare ud og drikke mig fuld i farverige cocktails. Det må dog vente til når jeg sidder på en strand i Sri Lanka!

IMG_8449

(My view right now…)

Yes, kaffen er blevet skiftet ud med et glas hvidvin, men det synes (jeg selv) jeg fortjener efter at have siddet fastlåst til computeren siden kl. 10:00 imorges, på en høj hellig lørdag. Nu må jeg lige give den gas i en time mere, og så vil jeg vende næsen hjemad og på hovedet i seng, da jeg desværre nok på erkende at jeg får en lignende dag imorgen. Kan I have en fortsat god weekend, og så må i drikke cocktail i byen for mig/slappe ekstra af på sofaen for mig af ;-)

NCM shirt

Flashede lige min Nykredit Copenhagen Marathon trøje til dagens træningspas. I kan tro jeg følte mig ovenpå. Mine ben er så småt ved at komme sig, og jeg kunne derfor uden problemer få 8 km høvlet af på cross-maskinen. Dog tog jeg det mere stille og roligt ind jeg normalt ville gøre! Jeg glæder mig helt vildt til at løbe igen og få pulsen over de 160, og det er virkelig svært for mig at lade være! Men jeg ved at mine ben har brug for mere end én uge til at restituere, så jeg må bare bide det i mig ;-)

IMG_8423

Jeg har virkelig være god til at forsømme eksamenslæsningen de sidste par dage (I blame the marathon), så idag må jeg virkelig tage mig sammen! Jeg har to eksaminer lige efter hinanden i næste uge, så der er desværre ikke plads til flere overspringshandlinger. Eller jo. Jeg skal ses med en veninde i aften, men det hele handler vel om planlægning, så hvis jeg nu bare giver den ekstra gas, så går det hele jo nok. Kan I have en skøn torsdag.

See ya!

Restitutions dagene…

Restitution-indlæg

Så er der godt og vel gået 3 dage efter jeg løb CPH maraton, og adrenalinen er så småt ved at aftage fra kroppen, hvilket har betydet at jeg fik sovet igennem i nat. Super lækkert og meget tiltrængt. Jeg vil ikke lave en decideret guide til hvordan man kommer sig over et maraton, da man kan finde en masse på nettet. Jeg vil derimod skrive kort om hvordan jeg griber det an – dog er det vigtigt at have i mente at vi alle er bygget forskelligt, og det er forskelligt fra person til person.

Jeg kan virkelig mærke forskel på hvordan jeg har “reageret” efterfølgende fra HCA maraton til CPH maraton. Jeg havde bådet ondt i ryggen, lårene, mavemusklerne og i mit højre knæ efter HCA, og efter CPH har jeg kun døjet med ømme lår. De har dog virkelig også været medtaget skal jeg lige hilse og sige.

Da jeg havde passeret målstregen i søndags, var det eneste jeg havde lyst til bare at skrige at glæde, og jeg kunne ikke mærke en decideret smerte nogen steder, det kom først da jeg så min familie. Min bror havde sørget for at tage en SIS recovery drik med til mig som jeg skyndte mig at drikke. Turen fra Islands Brygge til Amager Strand gik smertefrit, og da jeg kom hjem og fik mig et bad og fik lov til at ligge på sofa’en kunne jeg endelig få lov til at mærke rigtig efter, og jeg var overrasket over at det kun var i lårene jeg kunne mærke ømhed. Det er vigtigt efter et maraton at få rigeligt med væske og fylde depoterne op igen. Nogen løbere er virkelig sultne og andre har nærmest ingen appetit. Jeg tror jeg er en blanding. Jeg fik indtaget en masse vand, samt en elektrolyt drik der hjælper på ikke at dehydrere. Efter to timer på sofa’en havde min skønne far og bror lavede frikadeller og kartoffelsalat – lige hvad jeg cravede efter, og som også indeholder det vigtigeste nemlig: en masse kulhydrater, protein og fedt. Jeg spiste hverken for meget, eller for lidt (det er også vigtigt ikke at overspise, da kroppen kan få en “chok”) Efter aftensmaden fik jeg mig et stort glas saftevand (ikke sukkerfrit, men med en masse sukker i) og nogle havrekiks (fyldt med kulhydrater) samt kanelknækbrød (kulhydrater + sukker) med en helveds masse smør og syltetøj (fedt + sukker).

Søvn. Natten efter et maraton er for mit vedkomme (og en masse andre løbere ved jeg) et helved. Man skulle tro at man ville have nemt ved at kunne falde søvn. Men det er det stik modsatte. Kroppen er stadig fyldt med adrenalin, og jeg har det faktisk som om man er en smule sløj. Natten forløb således: jeg sov fra kl. 22 til kl. 23 hvor jeg vågnede og havde brug for vand (jeg havde heldigvis været så smart at stille en vandflaske ved siden af min seng) fra kl. 23:30 til kl. 00:30 sov jeg, og vågende derefter helt våd af sved. Så jeg måtte stå op og få noget tørt nattøj på. Fra kl. 1-3 sov jeg, og vågnede derefter for at skulle på toilettet. Fra kl. 4-6 sov jeg endnu en gang, og da klokken blev 6, stod jeg op og satte mig ind i stuen for at få lidt morgenmad og væske. Efter at have arbejdet i et par timer tog jeg i fitness med min far, bare rolig – det var ikke for at træne, men for at bruge deres foamrollers, og jesus christ hvor var det smertefuldt. Der var på et tidspunkt hvor jeg troede jeg ville begynde at græde. Av. Om eftermiddagen tog vi til pinsemiddag hos mine bedsteforældre, og i bilen derop fik jeg en smule hovedpine (jeg havde igen tænkt fremad og havde heldigvis en flaske vand og to panodiler klar i tasken) og efter en times tid begyndte de at virke. Vi fik lækker steg, kartofler og sovs. Lige hvad en maraton’s træt krop cravede. Da vi kom hjem ved en 22-tiden var jeg klar til at sove, og jeg vågende kun en enkel gang for at få lidt at drikke.

Dag 2. Igår var mine lårmuskler aller mest medtaget, og jeg brugte ca. en time på at massere muskelbalsam fra Matas Sports Care collection på lårene. Det hjalp en smule, og i løbet af eftermiddagen begyndte mine stive lår at løsne lidt op. Jeg besluttede mig derfor at smutte ud på en lille gåtur for at få blodcirkulationen endnu mere igang. Det hjalp virkelig. Igår spiste jeg mere “normalt”, dog drikker jeg stadig mere væske ind jeg normalt gør, da jeg kan mærke på min krop (og tørst) at det har den brug for.

Idag regner jeg med at gå en tur, og imorgen bliver det nok til en tur i svømmehallen. Jeg starter først løb op engang i næste uge, og så bygger jeg stille og roligt benene op på at kunne løbe 10 km.

Mit vigtigeste råd er derfor: mærk efter, det er din krop og du kender den bedst. En god hjælp er at læse på nettet hvordan man bedst restituere efter et marathon, og så kan man selv finjustere sit program for de kommende dage/uge(r).

CPH Marathon – Løbsberetning

Uha, hvor pokker skal jeg starte! I søndags gennemførte jeg mit andet maraton, nemlig Nykredit Copenhagen Marathon 2015. Det gik alt over forventning, og jeg sidder med et stort stolt smil på læben! But here you go…

Lørdag d. 23 (dagen inden):

Da jeg vågnede og det gik op for mig at der var under 24 timer til at jeg skulle løbe, fik jeg en smule sommerfugle i maven. Dog slet ikke på samme måde som da jeg løb mit første maraton, nemlig HCA maraton i september 2014. Jeg vidste nemlig hvad det var jeg gik ind til. 42,2 km er altså ikke for sjovt. Jeg var nok nærmere spændt, og glædede mig faktisk helt vildt! Da jeg havde spist morgenmad (bestående af havregryn, æbler, banan og rosiner samt drukket en elektrolyt drik fra SIS og selvfølgelig et glas friskpresset rødbede juice) besluttede jeg mig for at komme lidt ud og få noget frisk luft og få tankerne lidt væk fra løbet. Så jeg tog et smut forbi Baresso og fik mig en vanilje latte og fik en smule sol.

1

Da jeg kom hjem, lagde jeg mit løbe ”outfit” frem og fik styr på de sidste ting, såsom at spænde energigels til mit bælte, tjekke om min playliste var downloaded til ”offline version” og oplade mit puls ur. Lige pludselig blev jeg utrolig nervøs, og jeg begyndte at tænke på alt det jeg kunne have gjort bedre: ”du skulle ikke have været taget ud sidste weekend”, ”du skulle nok have været bedre til at komme ud på de lidt længere ture”, ”du har ikke spist sundt nok” osv. Det gik heldigvis hurtigt over, da jeg besluttede mig for at sige til mig selv, at jeg ikke kunne have forberedt mig bedre taget i betragtning af hvor jeg er i mit liv. Jeg er fuldtidsstuderende, har et arbejde som jeg bruger mellem 10-18 timer om ugen på, er i gang med at planlægge et semester abroad til Sri Lanka og så sidder jeg med 4 eksaminer som skal afsluttes lige om lidt. Jeg har hele tiden sagt til mig selv at dette maraton ikke skulle fylde hele min verden lige så meget som det første gjorde, da jeg ved, at der har været nogle andre ting som har været vigtigere, men når alt kommer til alt, er jeg et konkurrencemenneske, og tanken om ikke at komme ind på min drømmetid stressede mig en smule. Jeg nævnte i et forrige indlæg, at jeg ikke ville offentliggøre min drømmetid, da jeg følte det ville stresse mig endnu mere, men jeg kan nu fortælle at jeg lige præcis kom ind på den ønskede tid, nemlig 3:50 min. Altså næsten 30 min i PR.

4

Da klokken blev omkring 18:00 indtog jeg dagens sidste måltid, bestående af havregryn med en masse forskellig frugt, nødder og bær. Dertil et glas rødbede juice. Jeg havde 3 dage op til løbet drukket ca. 2 glas friskpresset rødbede juice med appelsin og ingefær. Det fungerede rigtig godt for mig. Jeg tog mig et langt varmt bad, iførte mig noget blødt tøj der ikke strammede og satte SATC på Ipad’ en. Sidste gang, kunne jeg slet ikke finde ro dagen inden HCA maratonet, men eftersom at jeg havde brugt eftermiddagen på mentalt at samle mine tanker, og sige til mig selv at det hele nok skulle gå, og gjorde det ikke, så kunne jeg altid gøre det bedre næste gang (for JA, der bliver en næste gang) havde jeg ikke det store bekymringer da jeg slukkede for SATC. Så da klokken blev omkring 22:00 faldt jeg i søvn og jeg som en sten helt vækkeurede ringede kl. 06:00. Jeg var helt udhvilet, afklaret med situationen og nu var der kun glædes nervøsitet tilbage.

2

Søndag d. 24 maj (race day):

Min søde far stod frivilligt op sammen med mig søndag for at spise morgenmad og drikke kaffe. Det var super rart og afslappende. Jeg havde masser af tid, og der var ikke på noget tidspunkt hvor jeg blev stresset. Til morgenmad fik jeg en lille portion havregryn med banan og nødder (igen, igen) dog var portionen ikke lige så stor som den jeg fik til aftensmad, da jeg generelt ikke løber særlig godt med en fyldt mave. Jeg fik indtaget en kop kaffe, 1 liter vand hvoraf 500 ml var med SIS elektrolyt pulver. Turen hen til Islands Brygge fik jeg mig en SIS energibar og sippede til lidt vand.

3

Inden jeg fandt min plads ved startområdet kom jeg på toilettet (ja, vi snakker om nr. 2 her) – det er virkelig noget jeg ved mange distance løbere kan stresse over. Og jeg ved hvor vigtigt det er at komme på toilettet inden. Til HCA maraton døjede jeg med forstoppelse (højest sandsynligt fordi jeg havde lavet mig en forkert kostplan op til løbet) og kom ikke på toilettet inden løbet startede, hvilket resulterede i at jeg ved 28 km måtte tage et smut forbi de opstillede festivals toiletter, som simpelthen er så klamme. Og tro mig! Når du har løbet 28 km og skal på toilettet og ikke vil røre brættet med numsen, så når man til en punkt hvor man har lyst til at græde. Heldigvis slap jeg for den oplevelse, og kom igennem løbet uden at skulle på toilettet – men nok om toilet snak ;-)

Da startskuddet løb og vi blev sat i gang, kunne jeg se at mit puls steg, så jeg brugte de første 2 km på at varme op, løsne op i ben og arme samt sørgede jeg for at holde en stabil puls. Jeg stoppede ved alle vandposterne på turen, og efter en time begyndte jeg at indtage den første energigel (dette fortsatte så hvert 20 min). Det fungerede super godt for mig, både energimæssigt, for min mave og for min psyke.

7

(Mine forældre fangede dette fantastiske billede ved 25 km pointet, og synes selv billedet siger det hele)

Jeg havde super meget energi helt til 35 km, og på et tidspunkt stod jeg til at være inde med tiden 3:30. Men man kan jo aldrig vide sig sikker. For da jeg ramte 35 km, begyndte mine lår at syre helt vildt til, altså vi snakker en bidende smerte. Og selvom min puls var fin, jeg mentalt havde det fint, så ville mine lår altså bare ikke det samme som mit hoved. Så jeg måtte desværre skifte mellem at gå og løbe de sidste 5 km. Her må jeg virkelig tage hatten af for alle mine medløbere som var så søde til at klappe mig på skulderen og sige ”kom så Zeleste, du er snart i mål” for ikke at nævne de fantastiske hepper, som virkelig gjorde en indsats, og sørgede for at booste en med det sidste energi man manglede. Da jeg nåede til 40 km, og kunne se målet, fik jeg gang i benene, og gav den fuld skrue, jeg kunne se at hvis jeg fik min pace op bare en smule mere, så ville jeg nå det til præcis 3:50, og det gjorde alting! Jeg gik i totalt zen-mode/beast-mode og lukkede alt ude og fokuserede kun på målet. Dog vil jeg lige nævne, at hvis det ikke var fordi at der stod så mange hundrede mennesker og heppede, så havde jeg nok ikke kunne gå i samme beast-mode som jeg gjorde. Da jeg passerede målstregen og fik medaljen på, havde jeg lyst til at fælde en tåre, ikke fordi jeg havde ondt i lårene (for det havde jeg/har jeg virkelig), men mere fordi det havde været en fantastisk oplevelse, og jeg var kommet ind på en tid, som jeg slet ikke havde regnet med.

6

Efter denne fantastiske oplevelse, har jeg fået endnu mere blod på tanden, og jeg ved med 100 procent sikkerhed at det ikke er sidste gang jeg skal prøve kræfter af med et maraton. Mit næste mål hedder Berlin Maraton 2016 (forhåbentlig sammen med min seje far), og så må vi jo se hvad det bringer af succes.

 

 

Older posts